24 effektive råd mod stress og hovedpine
Sådan kan du undgå stress og hovedpine
Hovedpine, “ondt” i kroppen og stress er noget rigtig mange danskere kender til – og ofte lærer at leve med på godt og ondt. Men det behøver absolut ikke være sådan. Faktisk kan du gøre rigtig meget selv for at undgå eller reducere stress og smerter i hverdagen.
24 tips og gode råd til en mindre stresset hverdag
Nedenfor kan du blive inspirere af 24 tips og gode råd til en mindre stresset hverdag med færre smerter i muskler og mindre hovedpine.
- SPIS REGELMÆSSIGT: – og undgå at erstatte morgenmåltidet med en kop kaffe
- SPIS SUNDT: og varieret så du får nok vitaminer, mineraler og kostfibre.
- DRIK VAND: Sluk tørsten i vand.
- BEVÆG DIG: Vær fysisk aktiv hver dag i mindst 30 minutter! Husk på at du gerne må opdele de 30 minutter i 2 gange 15 minutter eller 3 gange 10. De 30 minutter er gældende hvis du i øvrigt er fysisk aktiv i din hverdag. Hvis du derimod lever et stillesiddende liv, bør du sigte efter mindst at gå 10.000 skridt hver dag.
- FÅ PULSEN OP: Mindst 15-20 minutter ad gangen 2-3 gange i ugen bør du få pulsen op. Find fx en idrætsaktivitet hvor du foruden at opnå en bedre form, også kan ha´ det sjovt. Husk at din motion helst skal være varieret og symmetrisk.
- HOLD DEN SLANKE LINJE: Undgå overvægt. Kroppen kender ikke forskel på om du løfter din egen vægt, eller du konstant bærer rundt på en tung byrde. Hvis du vejer lidt for meget, er det i øvrigt bedre at være fysisk aktiv end slank og inaktiv.
- SOV!: Sørg for at få sovet nok. Mangel på søvn er lig med mangel på energi. Mangler du energi stresses du nemmere, og stress forøger kroppens naturlige muskelspænding. Forskning peger i øvrigt på at mangel på søvn øger risikoen for vægtøgning.
- SID OG STÅ RIGTIGT: Sørg for at din arbejdsplads er indrettet ergonomisk optimalt så du undgår at blive nedslidt på jobbet. Få evt. ergonomisk vejledning på din arbejdsplads.
- VARIER DIT ARBEJDE: Sørg for at variere dit arbejde i hverdagen. Ingen er skabt til at sidde eller stå op hele dagen. Heller ikke selv om arbejdspladsen er ergonomisk rigtigt indrettet.
- LAD IKKE TINGENE HOBE SIG OP: Undlad at lade problemer og uafklarede opgaver hobe sig op. Start dagen med de værste og mest uoverskuelige opgaver og “hold fri” resten af dagen.
- PLANLÆG DIN HVERDAG: Planlæg hvilke opgaver du skal have udført i morgen – og i næste uge så du bevarer overblikket. Husk på at du ikke får stress af at have travlt, men derimod af mangel på overblik og ved for mange løse ender. Sig fra – hvis det bliver for meget på arbejde eller derhjemme.
- DET ER DIT LIV!: Undlad at lade andres ambitioner på dine vegne, øve indflydelse på hvad du skal med dit liv. Beskæftig dig med det som du kan li´ og som du synes er sjovt og giver dit liv mening.
- FÅ STYR PÅ DINE AMBITIONER: Vær forsigtig med at have større ambitioner end dine evner og lyst rækker. Men lad dig samtidig aldrig begrænse! Hvis du virkelig brænder for det, så gå efter det. Men valget skal være dit!
- SKIFT JOB: Er du træt af dit job eller uddannelse, så tænk dig rigtig godt om. Hvorfor befinder du dig lige netop der, hvor du gør lige nu? Hvis der ikke er nogen gode grunde der opvejer de mindre gode, så skift job eller uddannelse så hurtigt som muligt.
- NEJ TAK TIL MEDICIN: Undgå så vidt muligt alt der hedder medicin med mindre det virkelig er nødvendigt for dig.
- DROP HOVEDPINEPILLERNE: Lider du af hovedpine, så forsøg at undgå at tage dem hver dag. En af bivirkningerne ved hovedpinemedicin er – hovedpine. Dæmper eller fjerner hovedpinetabletterne ikke din hovedpine, så undlad at tage flere. Måske har du fortsat hovedpine pga. hovedpinetabletterne!
- VENT MED AT HVILE DIG: Er du træt, uoplagt og stresset efter en lang dags arbejde eller studier, så vent med at hvile dig til du fx har gået en tur. Motion og fysisk aktivitet har en lang række positive fysiologiske og mentale virkninger. Bl.a. øges blodcirkulationen hvilket er med til at tilføre dine milliarder af celler ny energi i form af ilt og næring.
- VÆR AKTIV PÅ JOB OG STUDIER: Har du stillesiddende arbejde og føler dig træt og uoplagt over dagen, så husk på at det er kroppen der forsøger at fortælle dig at den mangler ilt. Med andre ord trænger den IKKE til hvile men bevægelse. Gå en tur i pauserne, lav pausegymnastik etc., etc.
- STOP MED AT RYGE: Er du ryger, så STOP med at ryge! Der findes næsten ikke nogen større trussel mod dig helbred end at ryge. For øvrigt er rygning én af de mange medårsager til “ondt i musklerne”!
- UDFØR MUSKELPUMPEØVELSER: Udfør dine muskelpumpeøvelser dagligt – over hele dagen! Download muskelpumpeøvelser her.
- STYRK DINE MUSKLER OG SKELET: Styrk de muskler eller muskelgrupper som du jævnligt belaster og som medfører smerter. Meld dig eksempelvis ind i et fitnesscenter og få ordentlig instruktion i hvordan du træner. Eller træn derhjemme med forskellige træningsredskaber.
- VÆR SAMMEN MED GLADE OG POSITIVE MENNESKER: Omgiv dig med glade og optimistiske mennesker. Det smitter og giver dig mere livsglæde. Jo gladere du er, jo mindre anspændt vil din krop være.
- LAD DET LIGGE: Det du ikke kan ændre skal du lade ligge mentalt. Brug din energi på det du kan ændre. Du kan fx ikke ændre det der er sket, men du kan i allerhøjeste grad ændre det som ligger ude i fremtiden. Start på det nu!
- LEV LIVET: Lev dit liv lige nu og nyd det mens du kan. Det er det liv du faktisk har.