Hvordan slipper man af med hold i nakken?
Nakkesmerter – hvordan slipper man af med hold i nakken?
Nakkesmerter er smerter, ømhed, fastlåsning af muskulatur (hold i nakken) eller andre former for ubehag som kan lokaliseres til bagerste kraniekant og hele den øverste del af ryg og skuldre.
Man kan med rette karakterisere “ondt” i nakke og skuldre for en folkesygdom. Et studie fra 2005 har eksempelvis vist, at hele 33 % af den voksne danske befolkning havde haft et eller flere af ovennævnte symptomer inden for de sidste 14 dage.
Nakkesmerter opstår ofte som følge af flere forskellige årsager, og netop derfor kan det være vanskeligt at fastslå den præcise årsag til denne form for lidelse.
Alt afhængig af sværhedsgrad, så kan smerter i nakke og skuldre optræde kortvarigt med blot lidt irritation og ømhed til følge, til at være næsten invaliderende med voldsomme smerter og funktionsnedsættelse (fx hold i nakken).
I sidstnævnte tilfælde vil smerterne direkte kunne påvirke livskvaliteten, og bl.a. medføre behov for smertestillende medicin og forskellige former for behandling.
I nogle tilfælde vil smerterne være så betydelige, at sygemelding af kortere eller længere varighed er nødvendigt. Men hvordan slipper man af med hold i nakken?
Læs mere længere nede i artiklen
Plaget af nakkesmerter?
Lad os hjælpe dig med ondt i nakke og skuldre, hold i nakke og andre muskulært betingede smerter.
Læs mere om os på vores Sundhedscenter site
Kontakt os nu på telefon 20 20 88 60 | info@sundhedspartnerdk.dk
Nakkesmerter er sjældent noget alvorligt
På trods af at nakkesmerter kan være betragtelige, er det vigtigt at fastslå, at det meget sjældent drejer sig om noget mere alvorligt som fx diskusprolaps eller knoglebrud.
Der er altså ikke “revet noget over” eller på anden måde “gået noget i stykker” selv om det ofte kan føles sådan.
Derimod er nakkesmerter oftest udløst af en autonom sammentrækning i et større eller mindre område af muskulaturen. Drejer det sig om et mindre område i en muskel, betegnes dette også som myoser.
Iltmangel i musklen forårsager smerterne
Smerterne i muskulaturen opstår som følge af nedsat blodcirkulation og deraf iltmangel i den sammentrukne muskulatur. Ved denne anaerobe (iltfattige) forbrænding dannes og ophobes mælkesyre lokalt i musklen. Denne ophobning er hovedårsagen til de fremkomne smerter.
Smerterne i sig selv udløser en kædereaktion. Via sensoriske nerver sendes besked ind til centralnervesystemet med besked om det irriterede område. Dette udløser et signal til musklen om at trække sig yderligere sammen. På denne måde kan musklen fastholdes i en overspændt tilstand, som i nogle tilfælde vil brede sig til andre områder i musklen eller til andre muskler.
Ved et hold i nakken, vil der være en eller flere muskler som i et smertefuldt jerngreb fastholder nakke og hoved i en bestemt position.
Flere faktorer er årsag til udvikling af nakkesmerter
Selv om man kan have svært ved at fastslå den eksakte årsag til nakkesmerter, så ved man at forskellige faktorer kan have en udløsende effekt. Bl.a. ved man at uhensigtsmæssige arbejdsrutiner, fysisk inaktivitet samt den individuelle kropsbygning eller kropsholdning kan fremprovokere muskelspændinger og smerter.
Desuden vil nakkesmerter og andre former for muskulære smerter, oftere optræde hos mennesker som har nemt ved at blive stressede eller urolige.
Faktorer der kan fremprovokere nakkesmerter og hold i nakken
- Arbejdsrelaterede: Statisk og ensformigt arbejde over længere tid kan være en udløsende faktor. Det samme kan tunge løft og forkert løfteteknik.
- Fysisk inaktivitet: Svag muskulatur samt uregelmæssig eller manglende daglig motion vil ofte fremskynde eller forværre smerter og andre gener.
- Kropsbygning/Kropsholdning: En kropsbygning eller kropsholdning som bringer skelettet ud af den optimale anatomiske normalstilling, øger risikoen for smerter i muskler, bindevæv og skelet.
- Psyke: Uro, stress, bekymringer og lignende øger den generelle spænding i muskulaturen.
- Ulykke og tilskadekomst: Voldsomme pludselige ryk eller træk i muskulaturen som fx ved piskesmæld opstået ved fald eller trafikulykke, kan forårsage midlertidige skader af muskulatur og bindevæv. Dette kan efterfølgende sætte sig som længerevarende nakke- og skuldersmerter
Du kan selv gøre meget for at komme af med nakkesmerter og hold i nakken
Hvordan slipper man af med hold i nakken og andre nakkesmerter?
- Aktiv hvile: Er du ramt af smerter i nakke og skuldre, er det vigtigt at du hviler aktivt. Det betyder at du skal holde dig i gang inden for smertegrænsen. Du må gerne kunne mærke at det gør ondt, så længe smerterne ikke er skarpe og voldsomme.
- Udføre muskelpumpeøvelser: Muskelpumpeøvelser går ud på at du bevæger dine mange forskellige led i nakke og skuldre. På den måde tvinger du musklerne til at arbejde dynamisk, hvilket øger blodgennemstrømningen i den eller de ramte muskler. Du kan også downloade en pdf her med muskelpumpeøvelser.
- Is/varmebehandling: Skift mellem at lægge kølige omslag på det overbelastede område i fx 5 minutter, afløst af varme i den dobbelte tid. Gentag behandlingen ca. hver anden time.
Foruden det du selv kan gøre, så kan en kompetent fysiurgisk massør med stor sandsynlighed hjælpe dig.
På vores Klinik for fysiurgisk massage i Aarhus Nord kan vi hjælpe dig med at komme dine nakkesmerter og hold til livs.
Behandlingen for hold i nakken vil både bestå af specifik fysiurgisk massage og specielle strækteknikker (MET og MMT) som effektivt får dine fastlåste muskler til løsne op. Desuden består behandlingen af råd og vejledning om øvelser som både er medvirkende til at fremskynde behandlingen samt forebygge at du løber ind i smerter igen.